Zenia & billedbøgerne header image 1

#95 Agnès de Lestrade & Valeria Docampo: I landet med den store ordfabrik

28. marts, 2015

image

Philip er lun på Celine. Han er en fattigrøv, hun er fra overklassen, og gode ord er dyre, helt bogstaveligt, fordi de lever i et land, hvor ord koster penge. Det er helt enkelt: Har du ingen penge, har du ingen ord, og ingen lytter til dig, fordi du siger jo ikke noget.
Så Philip er tavs, men en dag fanger han tre ret gode flyvske ord med sit sommerfuglenet: kirsebær, støv og stol.
For at sige ord skal de først sluges. Philip holder ordene på tungen og går hen til Celine for at synke og tale.
Men ak, selvfølgelig står der allerede en smart rigmandsknægt derhenne og ævler løs om hjerte og elskning og giftermål. Alt det, der er søde ord i damers ører. Der er for en hel formue i ord, men Philip sukker alligevel de tre ord, han har. Og selvfølgelig er det ord, som kryber forbi alt det andet ævl og giver perfekt mening, fordi, og det vidste vi jo godt, det handler ikke altid om, hvad man siger, men måden man siger det på.
Philip har et sidste ord oppe i ærmet – men jeg afslører det ikke. Find bogen, og ordet er dit!

Denne bog kunne godt være en dystopisk og virkelig skarp kultur- og samfundskritik eller den kunne også godt være en poetisk note til ytringsfrihedsdebatten. Men sådan orker jeg virkelig ikke at forholde mig til den. Jeg vil kun læse den med hjertet, og jeg insisterer derfor på, at I landet med den store ordfabrik er en smuk historie om kærlighed. Om at løbe tør for ord, at lede efter dem og forstå, at ord ikke er alt.
Og så er der jo illustrationerne: de er vidunderlige og fulde af stoflighed og mærkværdigt. Perspektivet kringler sig rundt på siderne sammen med løbske ord. Folk er klædt i linieret og karduspapir,  og hver gang der er malet rødt, kirsebærrødt,  får man lyst til at slikke siderne, og papirkvaliteten er i orden, så et lille slik kan man altså godt slippe afsted med, hvis man er typen, der har lav eller ingen impulskontrol.

I landet med den store ordfabrik er en bog, man skal give nogen, næste gang man alligevel er lige ved at invitere dem i biografen eller spørge, om de vil gifte sig med en, hvad der nu kommer først.
Man kan også læse den højt for et barn, især den type der klæder sig ud som Elsa fra Frozen, selvom det ikke er fastelavn.

Yndlingsbilledbog #95  I landet med den store ordfabrik, er oversat af Dal Michaelsen og udkommet på forlaget Jensen & Dalgaard i 2014

→ Ingen kommentarer

#96 Lilja Scherfig & Otto Dickmeiss: Rævefælden

10. november, 2014

raevefaelden

Det begynder med, at Gustav sætter sig helt yderst på stolen og bliver stiv i nakken, og denne positur kan man som læser lige så godt også indtage med det samme, for dette er historien om, hvad en brølende og galopperende sorgpsykose kan gøre ved en sjæl, som er blevet fravristet en hjerteven.

Kaninen Ninus er blevet dræbt af en ræv. Gustavs far samler stykkerne sammen og hiver dem på møddingen, hvor Gustav senere finder dem og prøver at sy Ninus sammen igen. Men Ninus er uigenkaldeligt helt færdig med at være Ninus.
Gustav springer derfor ud som mørk hævner. Han finder den forpulede lorteræv, der myrdede Ninus, og tager dens liv. Men det stopper ikke der – fordi, og det er jo det, der kan ske i selvtægtssager, det går op for Gustav, at måske har han slet ikke dræbt den rigtige.
Gustav slår handlekraftigt herefter måske alle ræve i hele verden ihjel. Hans vrede og sorg er af nukleare dimensioner: Gustav stabler sine døde, og myrderierne eskalerer yderligere, da Gustav selv er blevet som det, han hader allermest: En ræv.
Gustav skyder også et par geder og rykker hovederne af en håndfuld høns, men ender så i bur i et omrejsende tivoli. Her kan folk stå og pege på ham. Det er jo ikke til at bære. Men så kommer drengen Paw forbi.

Sorg forandrer verden, og det forandrer mennesker. Det gør ondskabsfuldt ondt at miste og det gør ondt, når nogen vil gøre det mindre, end det er, og presse en videre. Som læser vil man gerne give Gustavs far en solid lammer, fordi han ikke rummer, ser og griber.

I Rævefælden er sorgen virkelig. Den er indeni og udenpå og løber igennem alle illustrationerne. Når Gustav sprøjtegræder, bliver man gennemblødt, når han slagter høns med de bare poter får man fjer i munden og når man opdager hvordan alt omkring ham forvrænges og vrides bliver man dybt, dybt foruroliget. Sorg er bare ikke for nybegyndere.

Rævefælden er en smuk og voldsom bog. Historien er et udmærket etisk oplæg til fx en debat om dødsstraf og måske de filosofiske sider af 2. mosebog (det der med ‘Et øje for et øje’), men mest bør man få øjenkontakt med det gode råd, at man skal tage sig af folk, der mister nogen. Det skal man altså. Det er lige meget, om det er en kanin eller en farmor. Man skal give et hjertekram og tilbyde et øre, der lytter.

Lilja Scherfig & Otto Dickmeiss: Rævefælden, er udkommet på Alfa i 2012

→ Ingen kommentarer

#97 Lindsay Camp & Tony Ross: Spørge-Sofie

26. maj, 2014

image

Sofie er et helt almindelig sundt vesteuropæisk barn, der dagligt driver sin far til vanvid. Uanset hvad han siger til hende, svarer hun med et “Hvorfor det?”
Man kunne argumentere for, at Sofies far selv er ude om det, fordi han umiddelbart virker som den der ekstroverte type, der hele tiden holder sin omgivelser orienteret om, hvad han mener eller hvad han laver. Men efter et par sider med Sofie ser man alligevel problemets omfang. Sofie kan overhovedet ikke sige andet end: “Hvorfor det”. Og det minder mig om, at jeg engang havde en polsk udvekslingsstudent boende, som aldrig sagde andet end “Can I go to the bathroom now?” og der sker bare noget med en som menneske, når man møder andre, som kører i samme rille. Før eller siden bryder man sammen.

Sofies far er tålmodig i sin grundkerne, men får alligevel et par mentale nedsmeltninger, inden der pludselig sker noget virkelig andet. Et rumskib lander midt i parken, og fjendtligt stillede aliens svupper ud på græsset og siger, at hele menneskehedens kollektive mås er ristet.
Men så, du har måske gættet det, møder de Sofie…

Illustrationerne er flimrende og lavet af Tony Ross, som her har brugt en hel kasse farveblyanter på at skravere og  farvelægge billedrammerne helt ud, og jeg må sige, at helt personligt bliver jeg lidt udmattet af så effektiv en brug af farveblyant.

Spørge-Sofie er et underholdende og opbyggeligt værk om vigtigheden i at stille spørgsmål. Mange spørgsmål. Et velplaceret “Pourqui” kan helt enkelt redde planeten og sikre menneskehedens overlevelse.
Bogen vil især interessere og vække genkendelse hos mennesker, som selv har overlevet at kende en spørge-unge på ca. 4-5 år, ligesom bogen kan bruges som oplæg til en selskabsleg, hvis man nu er strandet et sted uden Netflix.

Yndlingsbilledbog #97 er oversat af Jørn E. Albert og udkommet på Forum, 1998

→ 2 kommentarer

#98 Oliver Jeffers: Det er min elg

9. maj, 2014

image

Vilfred har altså en elg. Han har skrevet en regelbog for, hvordan elgen skal opføre sig, så der ikke skal opstå tvivl for ejerskabets udvikling. Det er gode solide regler, men alligevel er elgen ret ustyrlig og opfører sig, som om den har sine egne ideer og tanker.
Vilfred har kaldt elgen Marcel, men det viser sig så imidlertid, at en dame kalder den Rodrigo, hvilket den artigt lystrer.
I dyb frustration og hjertesorg over tilsyneladende ikke at være elge-eneejer kaster Vilfred sig ud i en dramatisk soloulykke i skoven. Det er meget uheldigt, men heldigvis kommer elgen forbi senere på natten og redder Vilfred – på en måde.

Jeg har personligt selv fra tid til anden leget med tanken om en kæle-elg, siden dengang jeg læste Erlend Loes Doppler. Elge er bare sådan nogle zen-dyr, som giver lyst til dyb eksistentiel selvransagelse. Jeg kan ikke komme det nærmere end det er, fordi de er rolige, virkeligt store og ser en smule bøvede ud. Særligt det sidste er utroligt tillidsvækkende.

Jeg havde ikke personligt selv lyst til at være Vilfreds elg, men jeg kan genkende en smule af hans venskabsfacisme og må indrømme, at jeg op til flere gange har stødt på mennesker, som jeg synes var så charmerende og skægge, at jeg ville ønske, jeg kunne tvinge dem til at være mine venner. Men venskab er jo en holdindsats, og stalkere går alene i biografen og bliver blokeret på Facebook. Har jeg hørt.

Billedsiden er skæv og kæk. Særligt glimrende er kombinationen af de naivistisk penslede figurer på en baggrund af lige den type retro orange/brune landskabsmalerier i heftig akryl, som står så fint til kakkelborde og ryatæpper.
Det hele spiller simpelthen så glimrende sammen og er helt klart en lige på kornet historie om kæledyr med masser af klovdyrpatos.
Hvis nogen siger, de gerne vil prøve kræfter med en hamster, er det bogen, man anbefaler dem. Den vil måske endda også være god til førstegangsforældre for at give indblik i at det med, at børn har deres egne hjerner og på et tidspunkt hellere vil rejse til Goa end læse til laborant.

Yndlingsbilledbog #98 er oversat af Elisabeth Kiertzner og udkommet på Gyldendal i 2013.

→ 4 kommentarer

#99 Beatrix Potter: Historien om hr. Joakim Fisker

3. maj, 2014

wpid-img_20140503_154831.jpg

Frøen Joakim er en rigtig ungkarl. Han bor i et fugtigt hjem med snegle på væggene og vand på gulvet. Det er lige sådan, Joakim kan lide det.
Hans hobby er at fiske, og en dag, da han stævner ud med sin båd i den lokale dam for at hive lidt mad op til en herremiddag senere på dagen, sker der ting, der ændrer Joakims liv.

Beatrix Potter skrev og illustrede en god bunke britiske og ret ufarlige historier om forskellige slags nuttede dyr og deres hyggelige hverdag, hvor Peter Kanin især hæver sig op fra det pastelfarvede teddybamse-cirkus og er kendt af de fleste.

Historien om hr. Joakim Fisker er blandt mine yndlingsbilledbøger, fordi det var den første horror-historie, jeg læste. Dette er ikke en kær historie om en glad frø på fisketur men en regulær gælle-gyser, hvor vi bliver vidner til, hvordan mørk rædsel stiger op fra den mudrede dam og næsten fortærer Joakim. Denne britiske dam er en skinger akvarel udgave af Congo-floden, som vi fx kender den fra Joseph Conrads Mørkets Hjerte. Joakim slipper fra dammen i live, men efterlades med en dyb eksistentiel angst og et forrevet grundmod.
Han indtager godt nok en prima mariehønesovs senere i gode venners lag, men som læser efterlades man med det indtryk, at rent sjæleligt er Joakim ikke længere den samme.

Selv om historien på mange måder er et udtryk for rigtig dårlig krisehåndtering, (Joakim bliver ikke debriefet efter sine traumatiske oplevelser, men fyldes blot i stedet med mad af forfatteren), er det også en meget præcis skildring af, hvordan hverdagen pludselig kan vise tænder og rive galocherne af en.

I filmen Miss Potter om Beatrix Potters liv (SPOILER) kan man se, hvordan Beatrix, i dyb sorg og desperation efter at have mistet sin elskede, usoigneret og nærmest halvt vanvittig tegner de dramatiske hændelser i Joakims liv. Jeg tror, det er et Hollywoodtrick, men personligt synes jeg også, det er meget gribende at tænke på, at Historien om hr. Joakim Fisker er undfanget af autentisk menneskelig lidelse.

Jeg anbefaler varmt denne vigtige historie som beviser, at selv akvareller kan have masser af kant. Læs den sammen med nogen.

Yndlingsbilledbog #99 er udkommet på Gyldendal, 1975 og er oversat af Anine Rud.

→ 6 kommentarer

#100 Camilla Kuhn: Den søde hugorm GORM

1. maj, 2014

wpid-img_20140416_085529.jpg

Gorm vil herregerne bare være sød, og gør sig derfor meget umage med at lade være med at spise fx mus, og i stedet leve af en streng dåsemadsdiæt.
Han arbejder også på et apotek og er virkelig rutineret i at sætte plaster på dyr der er gået i stykker.

En dag da Gorm er ualmindelig sulten kommer han til at hapse en mus. Hun var virkelig irriterende så det er faktisk lidt en lettelse for en som læser, men Gorm er dog ikke bevidst om at han har ædt hende. Og det stopper jo ikke her: Søde Gorm får flere og flere blackouts!
Vores psykiatriske diagnosesystem er efterhånden så bredt, at mon ikke der også findes en forkortelse for det Gorm fejler. Han æder simpelthen i vildskab uden at vide det.

Den søde hugorm, GORM beskriver fuldstændigt mit misbrug af chokolade.
Jeg synes, at det er ekstremt vigtigt, at man sætter tidligt ind med forebyggelse af alle slags misbrug, og anbefaler derfor også denne til de allermindste. Den vil også være virkelig god som fx  værtindegave til en person man kan se har et misbrugsproblem og som har brug for at indse det.

Illustrationerne er virkelig skønne og skider på perspektiv, tyngdekraft og andre naturlove. De fleste af dyrene ser lidt retarderede ud på en virkelig skøn og charmerende måde.
Der er masser af detaljer og bonus-vittigheder at jagte i illustrationerne.
Vær sød og læs straks Den søde hugorm GORM.

Yndlingsbilledbog #100 er udkommet på Høst & søn, 2013 og oversat af Nanna Gyldenkærne.

→ 9 kommentarer