Zenia & billedbøgerne header image 1

#96 Lilja Scherfig & Otto Dickmeiss: Rævefælden

10. november, 2014 · Ingen kommentarer

raevefaelden

Det begynder med, at Gustav sætter sig helt yderst på stolen og bliver stiv i nakken, og denne positur kan man som læser lige så godt også indtage med det samme, for dette er historien om, hvad en brølende og galopperende sorgpsykose kan gøre ved en sjæl, som er blevet fravristet en hjerteven.

Kaninen Ninus er blevet dræbt af en ræv. Gustavs far samler stykkerne sammen og hiver dem på møddingen, hvor Gustav senere finder dem og prøver at sy Ninus sammen igen. Men Ninus er uigenkaldeligt helt færdig med at være Ninus.
Gustav springer derfor ud som mørk hævner. Han finder den forpulede lorteræv, der myrdede Ninus, og tager dens liv. Men det stopper ikke der – fordi, og det er jo det, der kan ske i selvtægtssager, det går op for Gustav, at måske har han slet ikke dræbt den rigtige.
Gustav slår handlekraftigt herefter måske alle ræve i hele verden ihjel. Hans vrede og sorg er af nukleare dimensioner: Gustav stabler sine døde, og myrderierne eskalerer yderligere, da Gustav selv er blevet som det, han hader allermest: En ræv.
Gustav skyder også et par geder og rykker hovederne af en håndfuld høns, men ender så i bur i et omrejsende tivoli. Her kan folk stå og pege på ham. Det er jo ikke til at bære. Men så kommer drengen Paw forbi.

Sorg forandrer verden, og det forandrer mennesker. Det gør ondskabsfuldt ondt at miste og det gør ondt, når nogen vil gøre det mindre, end det er, og presse en videre. Som læser vil man gerne give Gustavs far en solid lammer, fordi han ikke rummer, ser og griber.

I Rævefælden er sorgen virkelig. Den er indeni og udenpå og løber igennem alle illustrationerne. Når Gustav sprøjtegræder, bliver man gennemblødt, når han slagter høns med de bare poter får man fjer i munden og når man opdager hvordan alt omkring ham forvrænges og vrides bliver man dybt, dybt foruroliget. Sorg er bare ikke for nybegyndere.

Rævefælden er en smuk og voldsom bog. Historien er et udmærket etisk oplæg til fx en debat om dødsstraf og måske de filosofiske sider af 2. mosebog (det der med ‘Et øje for et øje’), men mest bør man få øjenkontakt med det gode råd, at man skal tage sig af folk, der mister nogen. Det skal man altså. Det er lige meget, om det er en kanin eller en farmor. Man skal give et hjertekram og tilbyde et øre, der lytter.

Lilja Scherfig & Otto Dickmeiss: Rævefælden, er udkommet på Alfa i 2012

Ingen kommentarer indtil videre ↓

Skriv en kommentar