Zenia & billedbøgerne header image 1

#97 Lindsay Camp & Tony Ross: Spørge-Sofie

26. maj, 2014 · 2 kommentarer

image

Sofie er et helt almindelig sundt vesteuropæisk barn, der dagligt driver sin far til vanvid. Uanset hvad han siger til hende, svarer hun med et “Hvorfor det?”
Man kunne argumentere for, at Sofies far selv er ude om det, fordi han umiddelbart virker som den der ekstroverte type, der hele tiden holder sin omgivelser orienteret om, hvad han mener eller hvad han laver. Men efter et par sider med Sofie ser man alligevel problemets omfang. Sofie kan overhovedet ikke sige andet end: “Hvorfor det”. Og det minder mig om, at jeg engang havde en polsk udvekslingsstudent boende, som aldrig sagde andet end “Can I go to the bathroom now?” og der sker bare noget med en som menneske, når man møder andre, som kører i samme rille. Før eller siden bryder man sammen.

Sofies far er tålmodig i sin grundkerne, men får alligevel et par mentale nedsmeltninger, inden der pludselig sker noget virkelig andet. Et rumskib lander midt i parken, og fjendtligt stillede aliens svupper ud på græsset og siger, at hele menneskehedens kollektive mås er ristet.
Men så, du har måske gættet det, møder de Sofie…

Illustrationerne er flimrende og lavet af Tony Ross, som her har brugt en hel kasse farveblyanter på at skravere og  farvelægge billedrammerne helt ud, og jeg må sige, at helt personligt bliver jeg lidt udmattet af så effektiv en brug af farveblyant.

Spørge-Sofie er et underholdende og opbyggeligt værk om vigtigheden i at stille spørgsmål. Mange spørgsmål. Et velplaceret “Pourqui” kan helt enkelt redde planeten og sikre menneskehedens overlevelse.
Bogen vil især interessere og vække genkendelse hos mennesker, som selv har overlevet at kende en spørge-unge på ca. 4-5 år, ligesom bogen kan bruges som oplæg til en selskabsleg, hvis man nu er strandet et sted uden Netflix.

Yndlingsbilledbog #97 er oversat af Jørn E. Albert og udkommet på Forum, 1998

2 kommentarer indtil videre ↓

  • Christine Ellebæk

    Kender du Lillebjørn og Storebjørn? Vi har én (Lad os gå hjem, Lillebjørn), hvor de går en tur, det bliver snevejr, og de går hjem igen. Der sker INTET i den bog, og hvis man læser den i meget slæbende tempo, gerne lidt hviskende, er man sikker på at børnene sover inden bjørnene i bjørnestolen.
    Men ellers er det bare en meget fin historie om en forælder og et barn, hvor barnet/bjørnen hele tiden er lidt bange for lydene og for, hvad det hele egentligt er.
    Prøv den!

    • Zenia Johnsen

      Jeg husker kun forsiden. Måske faldt jeg i søvn med det samme. Jeg vil kigge efter. Tak, Christine!

Skriv en kommentar