Zenia & billedbøgerne header image 1

#98 Oliver Jeffers: Det er min elg

9. maj, 2014 · 4 kommentarer

image

Vilfred har altså en elg. Han har skrevet en regelbog for, hvordan elgen skal opføre sig, så der ikke skal opstå tvivl for ejerskabets udvikling. Det er gode solide regler, men alligevel er elgen ret ustyrlig og opfører sig, som om den har sine egne ideer og tanker.
Vilfred har kaldt elgen Marcel, men det viser sig så imidlertid, at en dame kalder den Rodrigo, hvilket den artigt lystrer.
I dyb frustration og hjertesorg over tilsyneladende ikke at være elge-eneejer kaster Vilfred sig ud i en dramatisk soloulykke i skoven. Det er meget uheldigt, men heldigvis kommer elgen forbi senere på natten og redder Vilfred – på en måde.

Jeg har personligt selv fra tid til anden leget med tanken om en kæle-elg, siden dengang jeg læste Erlend Loes Doppler. Elge er bare sådan nogle zen-dyr, som giver lyst til dyb eksistentiel selvransagelse. Jeg kan ikke komme det nærmere end det er, fordi de er rolige, virkeligt store og ser en smule bøvede ud. Særligt det sidste er utroligt tillidsvækkende.

Jeg havde ikke personligt selv lyst til at være Vilfreds elg, men jeg kan genkende en smule af hans venskabsfacisme og må indrømme, at jeg op til flere gange har stødt på mennesker, som jeg synes var så charmerende og skægge, at jeg ville ønske, jeg kunne tvinge dem til at være mine venner. Men venskab er jo en holdindsats, og stalkere går alene i biografen og bliver blokeret på Facebook. Har jeg hørt.

Billedsiden er skæv og kæk. Særligt glimrende er kombinationen af de naivistisk penslede figurer på en baggrund af lige den type retro orange/brune landskabsmalerier i heftig akryl, som står så fint til kakkelborde og ryatæpper.
Det hele spiller simpelthen så glimrende sammen og er helt klart en lige på kornet historie om kæledyr med masser af klovdyrpatos.
Hvis nogen siger, de gerne vil prøve kræfter med en hamster, er det bogen, man anbefaler dem. Den vil måske endda også være god til førstegangsforældre for at give indblik i at det med, at børn har deres egne hjerner og på et tidspunkt hellere vil rejse til Goa end læse til laborant.

Yndlingsbilledbog #98 er oversat af Elisabeth Kiertzner og udkommet på Gyldendal i 2013.

4 kommentarer indtil videre ↓

  • Grevinden

    Orh, jeg er spændt på nummer 1, når allerede nummer 98 får så fin en anmeldelse med sig. Men jeg glæder mig i særdeleshed over at måtte gå med ude i siden hele vejen dertil.

    • Zenia Johnsen

      Det er jeg også! 🙂 Og tak fordi du læser med!

      • Susan

        Jeg glæder mig også til de næste 98 bøger – men det er vel ikke som sådan en hitliste… Eller har jeg misforstået?
        Elgbog lyder skøn!

        • Zenia Johnsen

          Nej, mere som en: Gå i det mindste ikke glip af disse hundrede-liste 🙂

Skriv en kommentar